BYHORNET

BYHORNET nr 135

Om helbredelse ved bøn
Vi hører i Johannesevangeliet, at Jesus helbreder en døende dreng på stor afstand. Drengen tror ikke på Jesus. Han ved ikke engang, at han eksisterer, for han har ligget i febervildelse. Det har han gjort fra før hans far, den kongelige embedsmand, gik den lange vej fra Kapernaum, hvor han boede og til Kana. 30 kilometer for at møde Jesus, som han havde hørt så mange rygter og historier om.
Det er altså beretningen om, hvordan vi alle bliver helbredt. Gud har skabt alt, alle livsprocesser og muligheder for vores eksistens på jorden, derfor er han magten bag enhver helbredelse, vi oplever. Når vi bliver raske efter forkølelser, benbrud, lungebetændelser, kræft, så er det, fordi den krop Gud har skabt, helbredes, nogle gange med bistand af medicin og operationer, men det er kroppen, som er miraklet, som helingskraften ligger i, ikke medicinen eller skalpellen.
Gud skabte mennesket i sit billede, og derfor kan vi bede skaberen direkte om helbredelse, ja, helbredelsen sker, som vi hører med drengen, og som vi ved fra os selv, også uden vi beder om det. Så stor er Guds kærlighed og nåde.
Det er derfor overraskende, at Jesus møder faderen med en bebrejdelse, nu hvor han er kommet den lange vej for at møde ham: Hvis ikke I får mirakler, tror I ikke. Hvorfor ikke bare bede Faderen, som skabte mad, jorden, universet og mennesket i sit billede?
Derfor lærer han senere sine disciple at bede på den måde, da de spørger, hvordan de skal bede. Han lærer dem Fadervor-bønnen: I skal bede til Faderen, hvis vilje sker i himlen og på jorden. Men selvom faderen får denne reprimande, så hjælper Jesus ham og siger: Gå hjem, din søn lever, og det troede manden og gik.
Jesus gør altså ved sit mirakel ikke andet, end Gudfader gør hver dag. Når Gud viser sig for menneskene i et menneskes skikkelse, så ser vi ham som helbrederen. Jesus siger jo om sig selv, at han er kommet for at gøre sin fars gerninger, og at han er kommet til de syge. Han gør ingenting af sig selv, men udfører sin fars vilje, blot på en måde, så det bliver klart for folk, hvem Gud er, og hvad han betyder: Han giver liv, giver mad i mirakler, giver vin i mirakler, som faderen hver dag.
Vi kalder det, Jesus gør for et mirakel, mens vi kalder det, der sker hver dag, for noget naturligt. Men vi behøver ikke tænke længe over universet og livet på jorden og mennesket for at se, det ikke er naturligt. Det, der sker hver dag, vi står op, er endog mere mirakuløst, end at Jesus laver et lille mirakel med helbredelsen af drengen.
Gud ligger bagved, indeni og over alle skabelsesprocesser. De såkaldte naturlove og naturvidenskabsfolk fra de gamle babyloniere til nutidens kittelklædte professorer kan beskrive naturens processer bedre end gadehandleren i Babylon og præsten i Seem, men de kan ikke beskrive magten, der ligger bagved, bedre.
Det kan derimod faderen, der går 30 kilometer på et løst rygte, for at få helbredelse til sin søn, for i sig bærer han faderkærligheden, der er det virkelige bevis på, hvem Gud er, og beviset på at det ikke er tilfældigheden og overlevelsesdriften, der regerer en meningsløs verden. Det kan moderkærligheden, som får den hedenske kvinde til at blive ved med at bede Jesus om krummerne, der falder fra børnenes bord til helbredelse af sit barn.
Og Johannes, der igennem sit evangelium taler så meget om forbindelsen mellem Faderen og sønnen, må være særlig glad for et mirakel som dette, for her beskrives den kærlighed, der springer ud af treenigheden, der siger, at den kristne Gud, Fader, Søn og Helligånd, er kærlighed.
Og så kommer Faderen hjem til Kapernaum og hans søn, der er blevet rask, hører om sin helbredelse. Men selvom faderen tror på Jesus, så har sønnen ikke set og hørt ham andet end som en beretning. Men det er ikke drengens oplevelse. Faderens tro kan kun være et udgangspunkt for drengens søgen efter troen. Hans tro er et vidneudsagn, men om en Gud, vi ikke selv har mødt på den måde.
Evangeliet er kilden med vand, som vores tro skal drikke af for at leve, men spanden, som vi henter vandet op af brønden med, må være vores egen. Den skotske forfatter George MacDonald siger det meget godt: ”Fædrenes fejl er, at de ofte forventer, at det, de har fundet, skal erstatte deres børns søgen”.
Som drengen, der blev helbredt, havde andre spørgsmål om Guds søn end faderen, der kom hjem med beretningen, sådan er det for hver generation – også vi må ud på vejen til Kana, selvom den er lang og støvet. Det er derfor vi holder gudstjeneste hver søndag – det er en del af denne søgen og vandring, for selvom budskabet i evangeliet er, at hyrden har fundet det får, som blev væk, så ved vi alle, at det ikke er sidste gang, vi er faret vild og derfor har svært ved at fatte og forstå en Gud, der alligevel går ud for at finde os igen. Det er også derfor vi ikke bare nøjes med Bibelen på hebraisk og græsk eller gammel dansk fra 1500-tallet – kilden er jo den samme, men spanden vi drager vandet op med generation efter generation går i stykker, og der skal skiftes tøndebånd, reb eller bund i spanden, så vi kan bruge dem til at rumme vores tro. Derfor er miraklet om helbredelsen af embedsmandens søn også så vigtigt for os i dag, andre har måske været det til andre tider. Vi er jo som sønnen, der hører en, han ikke selv har set og mødt, men som dog har reddet hans liv.
      Torben Bramming
Skallebækhusmøder – tirsdage kl. 10.00-11.30
21. januar 2020. Grænsen – Hvad sker der til genforeningsjubilæet? Foredrag af Signe Von Oettingen
25. februar 2020. Sophus Boas, dansk hjælpepræst i Hamborg under nazitiden. Foredrag af Lars Nykjær
24. marts 2020. Albert Skeel og heksene. Foredrag af Torben Bramming

Konfirmation 2020
26. april 2020 konfirmeres i Seem Kirke:
Heidi Madsen, Høm og Agnes Gaub Pedersen, Varming

ns organist

Lars Ole Mathiasen, er p.t. konstitueret organist ved Seem Kirke og domkantor ved Ribe Domkirke. Han er 54 år og har gennem mange år været organist ved Gjesing Kirke og direktør for den Ny Opera i Esbjerg. Foruden at forestå orgelspillet ved de tvende kirker skal Lars Ole Mathiasen lede Domkirkens Børnekor, Pigekor og Kammerkor. Foruden Lars Ole Mathiasen er der antaget to kvindelige sangere, som skal samarbejde med ham om at videreudvikle de to ungdomskor.    (Efter Domkirkens kirkeblad for august-november 2019)

GRUK
Hvis du vidste, hvad du ved,
når dit livslys er brændt ned,
så var meget mindre drøjt,
mens det endnu brænder højt.
Piet Hein

ADVENT I SEEM KIRKE

Advent - adventus Domini - er latin og betyder Herrens komme.

Denne aften i Seem Kirke er ikke en kirkekoncert!
Vi markerer derimod adventstiden ved at lade julens musik og salmer danne rammen om teksterne af profeten Esajas, der i Det gamle Testamente profeterede om jødernes tilbagevenden fra fangenskabet i Babylon og senere Jesu fødsel flere århundreder senere.

Alle er velkomne - gratis adgang – der er kirkekaffe efterfølgende.

      MENIGHEDSRÅDET
Tilbud fra Lokalarkivet
Kommunen har inddraget Arkivets lokaler i Skallebækhuset, og hele samlingen skal flyttes til Ribe. Defor er der nu en samling film til salg. Filmene er dels optaget af Arthur Sylvester i 1950-erne som smalfilm  og overspillet til DVD, dels produceret 1990-1995 af Ejnar Feddersen og Søren Mulvad. Der er nogle eksemplarer (DVD) af hver titel:

Sognefilm, 3 dele. I alt næsten 3 timers film:   120 kr
Omhandler Høm, Hømlund, Gelsbro, Seem og Varming.

Varminglundfilm, 1 time 17 min. Omhandler Gelsbro,
Varminglund og Seem Skole:     60 Kr

Arthurs film, 64 minutter:      80 kr
"Året rundt på landet" 1 time, "Snepsgård Specialarbejderskole"
13 min og en lille trickfilm.

Desuden findes en lille rest af bogen Suppevisk, indeholdende en række erindringer, skrevet af lokale folk. 144 sider:   80 kr

Nogle få stykker af Vi husker det gamle Ribe, 224 sider 50 kr

Udmærkede gaveidéer! Henvendelse til Søren Mulvad 

Dansk i skred
Sprogmanden Jørn Lund har i en bog med ovennævnte titel påvist, at stillingsbetegnelser i det danske erhvervsliv i stigende grad ”krukkes op” med engelske ord. I stedet for ligefremt at annoncere efter en afdelingsleder, en driftsleder, en værkfører, lagerchef eller overmontør, søger man en Care Competence Group Manager, Capability Resource Center Manager, Network Quality Team Leader eller Quality Complaints Manager. - Hjælper det på forståelsen?   sm

Lokalhistorisk Arkiv i Seem Sogn
I forbindelse med, at de kommunale myndigheder besluttede, at sælge Skallebækhuset, fik Historisk Arkiv i Seem Sogn en opsigelse. Arkivet har eksisteret siden 1974, og der er samlet en god del forenings-, slægts- og virksomhedsarkivalier. Samlingen vil nu pr. 31/12 2019 blive overflyttet til Byhistorisk Arkiv i Ribe, og arkivet ophører på adressen. Arkivaren, Søren Mulvad, fortsætter dog som medarbejder i Ribe.
Bestyrelsen træder ved samme lejlighed tilbage.                  
   Med venlig hilsen, Henning Hein, formand

Hårdt brød
Blødt brød er et velkendt udtryk for forskelligt sødt bagerbrød og kage. Det har ikke altid været så ligetil at få blødt brød. På skibsrejser i ældre tid kunne man ikke bage, og man måtte ty til langtidsholdbart, tørret brød, som blev indkøbt sækkevis. Der er forskellige betegnelser fro disse brød. Kavringer kalder ældre sønderjyder endnu, hvad på rigssproget hedder tvebakker, altså ”bagt to gange”. Fra sangen om sømanden kender vi også ordet beskøjter, som er importeret fra hollandsk og egentlig er samme ord som bisquit. Endelig er der skonrogger, som iflg ordbogen er en lys udgave af disse hårde brød.        sm

År 2020 - Genforeningsjubilæet
I det kommende kalenderår bliver 100-året for Genforeningen fejret, og også BYHORNET vil lejlighedsvis rumme stof om jubilæet. Læserne opfordres til at bidrage med fortællinger, der har relation til jubilæet. Indlæg sendes til redaktøren.
Året 2020 er ligeledes 75-året for Danmarks Befrielse fra den tyske besættelse. Læserne indbydes ligeledes til at bidrage med beretninger om denne begivenhed.     sm   

Redaktionen ønsker læserne

En glædelig Jul
og
Et sjovt nyt År

Læserbrev:
Forbedringer ved Seem Kirke
Der burde opsættes et lille træhus, så bænken vest for Kirkelågen kunne være i tørvejr, så folk, der venter på kirkebilen eller på andre biler kan være i tørvejr, når det regner.
Kirken kunne også købe to eller tre rollatorer, så folk, der har brug for en sådan, ikke behøver at fragte deres egen med hjemmefra (bl.a. mig selv).
Vil man ikke opføre en træhytte, kan man jo i første omgang nøjes med rollatorerne, der så kan stå i våbenhuset, og graveren kan køre dem ned til lågen.   Venlig hilsen Hans Mikkelsen

Læserbrev:
Undertegnede vil hermed protestere imod, at Mindelunden ved Seem Kirke skal sløjfes. Det kan menighedsrådet ikke være bekendt, da kirken har jord nok.
     Venligst Hans Mikkelsen

Skallebækhuset
Flere læsere har bedt om at få nærmere besked om Skallebækhuset. Bygningen er opført under medvirken af lokale frivillige for kommunale midler. Da Seem Skole blev nedlagt, blev pavillonen taget ud af bygningssalget, og kommunen beholdt den, så den kunne bruges lokalt som en form for kulturhus. Kommunen lader lokalerne opvarme og rengøre, hvilket står i ca. 57.000 kr. årligt. De midler ønsker kommunen at spare og vil derfor sælge Skallebækhuset i almindeligt udbud. Der er lidt specielt vedrørende en stående forkøbsret, som måske vil komme i anvendelse, hvis der skulle vise sig interesserede købere. Et salg rammer dels Menighedsrådet, som årligt holder seks a syv møder for sognets ældre i huset. Dels bliver Historisk Arkiv nedlagt og lægges sammen med Byarkivet i Ribe. Dels bliver legegruppen og de to foreninger, som hidtil har lejet sig ind, nødt til at flytte aktiviteterne til andre kommunale bygninger. sm 

Gamle numre af BYHORNET

I forbindelse med lukning af lokalarkivet er der en kasse med gamle numre af BYHORNET, som vil blive kasseret, hvis ingen evt. skulle mangle nogen at supplere en samling med.
Henvendelse til Søren Mulvad

Læserbrev

Jeg har lige hørt Søren Mulvad på Seem Sognearkiv fortælle en familiekrønike baseret på et levnedsforløb netop her i dette lille landsogn øst for Ribe. Til stede var flere af familiens nulevende efterkommere, hvilket gjorde Sørens beretning nærværende og interessant. På arkivet findes hundred år gamle dokumenter, genstande og billeder, der alle har forbindelse med denne familie. Hertil kommer, at Søren Mulvad på Rigsarkivet har fundet historiske dokumenter, der uddyber den viden, han har fået af gamle arkivalier fra sognet. Og ikke mindst: Søren Mulvad har gennem samtaler med afdøde familiemedlemmer fastholdt beretninger om forgangne tider og begivenheder, der nu ligger gemt og er dokumenteret i Seem Sognearkiv. For beboere i Seem Sogn og de, der har rod på dette sted, er arkivet en historisk dokumentation af det liv, der gennem hundreder af år er levet – her kan man finde nyt og gammelt, der fortæller om personlige og folkelige begivenheder.
Men det kan man ikke ret meget længere! - Esbjerg Kommune har besluttet at sælge Skallebækhuset, hvor arkivet hører hjemme. Derfor er Søren Mulvad nu i gang med at nedpakke de mange forskellige arkivalier, som beboere gennem de sidste 30 år har overdraget til arkivet, og som Søren egenhændigt har fundet frem på landets store arkiver. Ribe Byarkiv under Esbjerg Kommune vil gerne overtage en del af samlingen, men slet ikke alt. Hvad sker der mon så med resten? Mon de beboere, der bor i Seem Sogn eller som har tilknytning dertil, i fremtiden kan drage nytte af Søren Mulvads store viden og indsats, når nu de mange arkivalier sendes ud af sognet? Arkivet er jo netop fortællingen om deres sted – det har rod i disse omgivelser med landsbyer, vandløb, landbrug, enge og marker, forretninger og foreninger, skole og kirke og ikke på en matrikel inde i en by.
Esbjerg Kommune mener efter forlydender, at der kan spares ca. 55.000 kr årligt på drift af bygningen, der ud over Seem Sognearkiv også er hjemsted for flere foreninger og aktiviteter. Men sælges skal der, for kommunen mangler penge. Mange penge, forstår vi. Henvendelser om at ændre beslutningen har ikke båret frugt, så fremover må beboere i Seem Sogn se frem til, at de bor et sted, hvor Esbjerg Kommune ikke prioriterer et folkeligt samlingssted med eget arkiv særlig højt.     Lars Nykjær

Julen varer nok ikke til Påske

- men der har været en tendens til, at den rykker sig og begynder tidligere og tidligere. Tilsvarende slutter den i mange hjem allerede 2. juledag. Det er ellers god gammel skik, at man tænder sit juletræ sidste gang Hellig tre Kongers aften og bærer det ud dagen derpå. Den 7. januar er Sankt Knuds dag, og som et gammelt rim siger,

Sankte Knud
Bærer julen ud!

Hjertestartere i Seem Sogn
Vores Sogn har tre hjertestartere. De blev købt for ca. fire år siden af dengang BASIS og opsat henholdsvis ved:
Seem Kirke, hvor den sidder indenfor ved toilettet og er tilgængelig døgnet rundt.
Skallebækhus, den sidder udenfor i en vejrsikret boks og er tilgængelig døgnet rundt.
Høm Forsamlingshus, den sidder i mellembygning ved køkkendøren og er tilgængelig døgnet rundt.
De tre hjertestarter er registreret på hjertestarter.dk
Skulle man opdage fejl og mangler eller andet på de tre hjertestartere, skal man ringe til kontaktpersonen: Petra Madsen. 22 48 75 91
Udgifter til Hjertestarterne afholdes af: Høm–Seem Idrætsforening, Høm Forsamlingshus og Tulipanvognen.
Hjertestartere ud over de tre, som Sognet har.
Men der er heldigvis flere end de tre hjertestartere i sognet og i nærheden af sognet. Når der søges på hjertestarter.dk, fremkommer der følgende:
Ved AMU SYD, den er tilgængelig i deres åbningstid.
Roager Brugs har også en. Den er bag lås og slå, der skal bruges en kode for at få fat i den. Denne kode opgives når man ringer til 1-1-2
Roager Medborgerhus har også en, som er tilgængelig hele døgnet.
Spandet Kirke, har en hængende lige ved graverbygningen som er tilgængelig hele døgnet.
Ribe Golfklub, den hænger ved kontoret. (Den er dog ikke registreret på hjertestarter. Dk.)

Måske der er flere hjertestartere i sognet?
Skulle der nu være flere, der har hjertestarter i sognet, kan det anbefales at få det registreret på hjertestarter.dk, så alle kan se, hvor den er.
Hjertestarter APP.
Det er en god ide, at hente TrygFondens hjertestarter-app ned på sin telefon, hvis man har en smartphone.
Med den kan man orientere sig om, hvor nærmeste hjertestarter er. Hvis de er registreret, har man en viden om, hvor de er, hvis man nu skulle få brug for det.
HUSK : I EN AKUT SITUATION SKAL MAN ALTID STARTE MED AT RINGE 1-1-2 og ikke begynde at lede efter en hjertestarter. Alarmcentralen guider til den nærmeste.

Ved præstens møder i Skallebækhuset er der næsten aldrig plads nok til alle de interesserede deltagere. Her fra d. 19/11

 

Nr 134

Kirkens vogtere og Horrokins forbandelse
Af Torben Bramming
(Dette er en af otte gysere, som udkommer til jul og som inddrager kirkens historie i Seem, som man ellers ikke læser så meget om, men alle hændelser og personer er rent fiktive og enhver sammenfald med virkeligheden er tilfældig).
Der er ikke noget så smukt som en sommermorgen at cykle ud til Seem Kirke for at se solen stå op ledsaget af et kor af fuglestemmer. Det skulle måske lige være, før solen går ned, at sidde på en af Seem Kirkegårds bænke, hvorfra man ser ud mod engene, åen og Tange Bakker på den anden side. Ribe Domkirke ligger i det fjerne, ofte i tågedis, som et uvirkeligt sunket Atlantis, der kun dukker op på særlige tidspunkter.
Man kommer til kirken ad cykelstien inde fra Ribe seks kilometer derfra og drejer enten ind af en skovvej i den lille plantage sydvest for kirken, eller man kører lidt længere og drejer op ad Seem Kirkevej. Kirken blev oprindelig opført af tufsten fra Rhinen. Endnu i romansk tid erstattede man dog de dyre tufsten med røde munkesten lavet på egnen, og kirken blev tækket med bly.
Kirken ligger på en høj for enden af vejen og har ligget der siden biskop Radulf lod den bygge i 1160’erne sammen med cistercienserklosteret, som han grundlagde lidt længere ude ved den såkaldte Munkesø. Munkene flyttede nogle år efter hans død til Løgumkloster, hvor man endnu kan se deres imponerende kirke.
Når man er kommet op ad kirkebakken, har stillet sin cykel ved kirkediget og træder ind ad lågen, så er man alene, og ingen kan se en fra vejen. Det er, som man pludseligt befinder sig alene med de døde, med Gud og med naturen. Der hviler en næsten overnaturlig stemning over stedet, når man har forladt den søvnige vej og går på grusstierne mellem de lave hække omkring gravene med udsigt til det flade, grønne landskab under den høje himmel.
Nu kommer jeg der hverken i dagbrækningen eller i tusmørket, men holder mig til det klare dagslys. Det skyldes følgende begivenheder i 20_ _, som jeg vil fortælle - måske mest for at advare folk mod at gå derud ved disse tider.
Hvis man efter denne beretning alligevel vælger at gøre det, så følg mit råd og stop ørerne for messeklokkerne, som Odysseus stoppede sine med voks, da han skulle sejle forbi sirenernes skær. Man har ikke magt over sig selv til at undgå et skibbrud mod de forræderiske klipper, som skønheden skjuler.
Det hele begyndte en søndag eftermiddag den 4. maj 20 _ _. Jeg var gået ud til kirken inde fra Ribe og skulle møde en kendt middelalderarkæolog og hans kone. De skulle se på de relikvier, som findes i alteret i kirken, og jeg havde nøglen. Det viste sig nemlig under min telefonsamtale med arkæologen, at Seem Kirkes alter af uvisse årsager rummer den største samling af relikvier, som findes i Danmark.
Jeg sad denne sene, solrige eftermiddag i maj på bænken, der vender. ud mod engene. Klokkerne ringede solen ned kl. 16, men jeg fornemmede en sprød efterklang, som ellers er forbeholdt de to messeklokker i våbenhuset. Jeg var alene bortset fra en enkelt efterladt, der gik tur mellem gravene ud for kvindedøren halvvejs i skyggen. Hun bar lang brun kjole, men havde intet overtøj på bemærkede jeg. Hun nynnede en melodi, jeg ikke kendte og jeg lod hende i fred med sine døde.
Der gik ikke mange minutter, før jeg kunne høre stemmer på kirkegården og jeg forlod bænken, og så tænkte jeg ikke videre over messeklokkerne eller kvinden ved døren. Vi gik ind i den stille kirke. Bag alteret er der lavet en hulrum dækket af panserglas, så man kan se ned i den såkaldte relikviesten. Jeg fik låst kassen op og fremdrog den gamle tufsten fra 1100-tallet med sin skat af tørre ben fra glemte helgener.
Middelalderarkæologen skulle bruge nogle nye billeder til et foredrag, og derfor bar vi stenen ned i kirken, hvor lyset var bedre. De smuldrende benstumper, de gamle pergamenter og den enlige blykapsel vidnede om en tid, som var frommere end vores. Solen strømmede ind af sydvinduerne og kastede et klart lys over relikvierne, som et efter et blev fotograferet. Middelalderarkæologen fortalte, at de skulle beskytte egnen og kirken, være talsmænd for netop dette sted hos Gud den almægtige i Himlen. Det var fascinerende at se skrifttyperne fra 800-tallet, da Ansgar ankom til Ribe og fra 1100-tallet, da Ribe Domkirke rejste sig i tyske tufsten.
Kirkens vogtere var en sær samling af helgener, nogle som jeg kendte fra kirkehistorien og andre, som jeg ikke kendte. Pergamentstykkerne angav deres navn, men selve benstumperne var komme i uorden efter en åbning af relikviestenen i tiden omkring 1900. Der var 14 papirstumper i alt. En knogle af Johannes Døberen, martyren Pancratius, Skt. Agapius, nogle stumper af de hellige cantianere, Skt. Willibrord, missionæren, der først forsøgte sig med kristendommen overfor kong Angantyr i det sydlige Danmark, men uden succes, en lille og en større knogle af den hellige biskop Gothardt af Hildesheim, som døde i 1038, (modsat de andre var stumperne lukket inde i en blykapsel,). Der var en knogle fra disciplen Bartolomæus, der blev flået levende i Armenien for sin tros skyld, et hår fra Maria Magdalene, der vaskede Herrens fødder og tørrede dem med sit lange hår, en knogle fra den første martyr Skt. Stefanus og lidt af en af stenene, han blev stenet med, en knogle fra Skt. Georg, den berømte dragebekæmper, en knogle fra Skt. Martins højre fod. Han er den franske nationalhelgen, som vi alle kender på grund af Mortensaften. Det mærkelige ved denne store samling var, at den voksede med årene, først var der ti helgenrester, så kom der seks yderligere til, som om de første ikke havde været stærke nok til at vogte kirken mod dæmoner, genfærd og elverfolk.
Nogle af helgenerne kendte jeg som sagt ikke, men den lange forårseftermiddag blev udnyttet til en lærd udredning, som jeg her meddeler resultatet af til oplysning for andre uvidende bæster på helgenområdet som mig. Pancratius var en romerske dreng, som blev halshugget for sin tros skyld, Agapius var også en drengehelgen, der blev tortureret og halshugget og hans krop kastet for løverne, de hellige cantianere, tre søskende, blev halshuggede i Venedig, mens den hellige Gereon var kristen soldat fra Rom, som blev halshugget fordi han nægtede at kæmpe mod andre kristne. Ham kendte jeg lyden af og navnet på fra den engelske komponist Elgars smukke ”Dream of Gerontius”. Vogterne af kirken havde altså lidt deres del af verdens uretfærdighed og ondskab og netop denne overskydende skat af uskyld og godhed skulle stå som en skjoldmur omkring kirken og værne de mindre fromme skyldnere i sognet.
Efter vi havde set på den imponerende skare hellige inkarneret i helgenresterne og fotograferet den, blev relikvierne forsigtigt lagt på plads i alteret, og middelalderarkæologen udtrykte med alvorlig mine sit ønske om, at de fortsat ville være kirkens og egnens vogtere. Jeg smilede et overbærende, luthersk smil og undlod ikke at gøre ham opmærksom på kirkens to messeklokker, som hænger i våbenhuset. Dem ville han gerne se, da han havde skrevet om de få middelalderlige klokker, som findes i Danmark. Jeg fortalte, at de i dag kun brugtes til bryllupper: Når bruden ankom til kirkegårdslågen og blev set af kirkesangeren, begyndte de at ringe og blev ved med at ringe, indtil hun var ankommet til våbenhuset.
De er i øvrigt bærere af det grumme sagn, som jeg engang stødte på i en af Evald Tang Sørensens bøger. En brud var ankommet til kirkegårdslågen og klokkerne havde taget fat, kirketjeneren ringede og ringede, men bruden nåede aldrig ind, hun blev borte mellem lågen og kirkedøren, og ingen så siden noget til hende.
Middelalderarkæologen lyttede interesseret, og fortalte så, at deres oprindelige plads havde været i en lille kvist over koret, hvorfra to reb gik ned til alteret. Herfra ringede man så, når brød og vin hver dag af præsten under messen blev forvandlet til Kristi kød og blod. Klokkerne kunne fortælle de travle bønder på markerne, at Herren stadig vogtede over dem sammen med sine hellige i alteret. Efter endnu mere af den slags snak, fulgte jeg dem ud på kirkegården tog afsked ved kirkegårdslågen.
Så satte jeg mig igen på bænken for at nyde det, der nu var blevet sommeraftenen. Jeg må være faldet hen, for tusmørket var begyndt at brede sig, da jeg med et ryk vågnede. Hvad var det? Helt stille og mærkeligt fjernt kunne jeg igen høre den sprøde klang af messeklokker, på et helt forkert tidspunkt. Og lyden kom ikke fra våbenhuset men længere mod øst, fra koret. Jeg rejste mig og gik hen mod kirken, nu var det holdt op, jeg skuttede mig, som når en kølig aftenvind fortæller en, at det er på tide, man går indenfor. Det havde forekommet mig, at de lød advarende, som stormklokkerne i gamle dage - bare meget, meget mere utydelige. Jeg låste kirkedøren op og kiggede ind i våbenhuset. Nej, klokkerne hang på deres rigtige plads. Det måtte have været alle de indtryk fra mødet, der havde spillet mig et puds, idet jeg vågnede. Jeg forlod kirkegården og cyklede hjem.
Først flere måneder efter kom jeg igen til at tænke på klokkerne og kirkens vogtere. Der skulle være bryllup i kirken, og jeg havde været ude for at tale med brudeparret og gik nu om bag alteret for at se om relikvierne lå som de skulle.
Blykapslen, som indeholdt resterne af St. Gothardt, var ikke helt lukket. Middelalderarkæologen må have tænkt, at relikviets benstump ikke måtte presses for meget, så det gik i stykker. Benstumpen havde i forvejen været skrøbelig og af en forunderlig stor størrelse i forhold til de andre relikvier. Der havde også været det mærkelige ved blykapslen, at den modsat de øvrige relikvier, som bare havde været svøbt i silkepunge, var besat med kors og symboler, som ingen af os forstod. Jeg tænkte, husker jeg, at det forekom mig, at denne relikvie ikke hørte til blandt de andre. For det første indeholdt det en biskop, som var død mindre end 130 år, før hans knogle skulle lægges i alteret i Seem. For det andet var der den mærkelige blykapsel og endelig de mærkelige tegn. Jeg besluttede mig for at finde ud af, hvem han egentlig var.
Jeg besøgte ved første lejlighed Katedralskolens gamle bibliotek i Puggaardsgade. Her findes en bogsamling, som rummer mange gamle folianter og jeg vidste fra tidligere, at der også var helgenregistre. Bibliotekaren lånte mig en eftermiddag nøglen til skabet, hvor de mest værdifulde bøger gemmes.
Der var endnu nogle spredte grupper af elever rundt om ved borde og i sofagrupper. Jeg rodede lidt i skabet med bøger fra 1500-tallet, og fandt hurtigt, hvad jeg søgte. Jeg tog den gamle foliant ud og åbnede den på et af de runde borde, som står langs det store vinduesparti mod vest. Elevernes dæmpede snak virkede søvndyssende. Jeg mindedes en af mine gamle lærere beklage sig over, at så værdifulde bøger, førsteudgaver af Søren Kierkegaard og Grundtvig med flere, blot stod fremme, men jeg tænkte, at det måtte være sikrere at lade bøgerne stå frit fremme på et dansk gymnasium end låse dem inde i en bankboks, for der var bestemt ingen her, som interesserede sig det fjerneste for dem.
Jeg bladede forsigtigt og vendte de stive pergamentsider i den gamle helgenfortegnelse, her var han. Skt. Gothardt blev kanoniseret i 1131, og mindre end 40 år efter lå han i Seem Kirke. Det var cistercienserordenens store helgen, Bernhard af Clairvaux, som selv havde fået Gohardt kåret til helgen. Aha, så var forbindelsen til Seem klar, for her havde biskop Radulf, som selv var cistercienser, jo ladet et cistercienserkloster stifte. Gothardt døde 4. maj, som også var festdagen for ham, og døden kom efter en meget kort sygdom. Skt. Gothardt blev anråbt til hjælp mod feber, epilepsi, gigt, smerter under fødslen og haglvejr. Ham måtte Seems beboere særligt have satset på beskyttelse fra, da der var to knoglerester.
Efterhånden var biblioteket blevet tømt for mennesker og jeg sad alene. Varmen fra solen og den støvede lugt af bøger, som for en dels vedkommende var ældgamle og læderindbundne, var søvndyssende, og mine øjne faldt i flere gange. Jeg besluttede mig halvvejs i søvne at standse læsningen og gå hjem, da jeg hørte en dør smække bag mig. Jeg hoppede i stolen, og mine armbevægelser gjorde, at jeg kom til at skubbe folianten på gulvet. Den landede med et brag. Nu var jeg helt vågen og meget glad for at bibliotekaren var gået og ikke blev vidne til denne mishandling.
Da jeg bøjede mig ned for at samle bogen op, så jeg at der lå et løst ark på gulvet. Da jeg havde samlet det op kunne jeg se, at det ikke var papir, men pergament og ikke så stort som siderne i helgenkalenderen, så jeg sukkede lettet over, at bogen ikke var blevet ødelagt i faldet.
Da jeg samlede pergamentet op og kiggede på det, viste det sig, at det var foldet en gang sammen og lukket med et segl af lak. Hårene rejste sig på mit hoved, da jeg genkendte tegnet på seglet. Det havde også været udenpå blykapslen på Skt. Gothardts kapsel. Jeg overvejede et øjeblik, om jeg skulle lægge brevet tilbage i bogen, men besluttede mig for at tage det med hjem. Det så meget ældre ud end foliantens sider, men hvordan det var havnet der, ville jeg først finde ud af, når jeg havde læst indholdet og det ville jeg ikke gøre på biblioteket med fare for at blive opdaget.
Jeg boede dengang ikke så langt fra katedralskolen i et gammelt kanikkehus, Taarnborg, hvis ældste dele gik tilbage til 1450’erne. Gaden havde været et latinerkvarter i middelalderen og renæssancen og mange af beboerne i forne dage kunne være kandidater til at have lagt pergamentet ind i bogen. Foruden de stadigt eksisterende stenhuse, Taarnborg og Puggaard, havde der ligget yderlige to kanikkeresidenser. Jeg følte derfor en vis berettigelse i at låne det med hjem, hvem vidste, om det ikke kunne have været rentemesteren hr. Markvard eller den udvalgte katolske biskop hr. Oluf Munk, som havde gemt pergamentet i bogen? De havde begge som jeg boet i huset.
Aftenteen var netop blevet stillet ind til mig af min kone, da klokken slog ti fra Domkirkens tårn. Jeg havde ikke sagt noget til hende om ”lånet”, da jeg havde tænkt mig at lægge det tilbage uden nogen behøvede at vide noget om det. Med min brevkniv lirkede jeg på det gamle røde laksegl og efter lidt forsigtigt arbejde slap det papiret.
Teksten var skrevet på latin. Skriften var ikke helt let at læse, men efter nogle søgninger på skrifttypen på internettet, blev det klart, at pergamentet måtte være blevet forfattet engang i begyndelsen af 1300-årene. Jeg havde heldigvis set og læst nok latin til straks at vide, at dette var en besværgelse, men selve oversættelsen tog længere tid, og først da tårnuret slog de 12 slag til midnat, var jeg færdig. Jeg vil her meddele indholdet på dansk:
”Hellige Stk. Gothardt hjælp mig i min nød og store pine. Lad ham (med hans slægt og efterkommere), som lovede mig ægteskab og gjorde mig med barn vandre, som forbandet på jorden til den dag jeg lægges i indviet jord og sjælemesser læses over min grav. Lad Horrokin hjemsøge enhver, som ikke står mig bi i denne sag med gru og rædsel – død og fortabelse over hans slægt som har lænket mig til kirkediget og nu sulter mig og mit barn ihjel under sognets spot og spe.”
Det var altså derfor, der havde været to knogler i blyindpakningen. Men dette var meget uortodokst, en helgen og en der sikkert ikke hørte hjemme i helgenskaren, hvem hun så end var. Jeg tænkte over sagen og læste forbandelsen højt og fór sammen i stolen, fordi døren ved tårntrappen smækkede i med et brag. Jeg rejste mig og gik ud i tårnet for at se om yderdøren stod åben. Nogle gange lader min kone dørene stå åbne for at få den fugtige lugt ud af tårnet efter hun har vasket væggene med rodalon. Den høje vindeltrappe i tårnet giver sammen med de utætte vinduer og den bævende kultursvamp under huset altid så meget træk og bevægelse i det gamle renæssancehus at døre smækker, trapper knirker, og bøgerne i reolerne ryster. Men døren var mærkelig nok låst, da jeg tog i jernhåndtaget. Længere oppe på vindeltrappen lød der lette skridt. ”Hallo!”, råbte jeg, idet jeg troede, det var min yngste søn, som var kommet tidligt hjem fra en bytur. Han er den eneste hjemmeboende og smækker ikke ugerne med husets gamle døre trods utallige advarsler og formaninger. Men der kom intet svar oppe fra tårnet. Jeg slog det hen, da jeg efter mange år i huset efterhånden var så vant til den slags, at jeg trods forskrækkelsen blot trak på skuldrene og gik op på mit kontor igen. Stearinlyset på mit bord var blæst ud, kun bordlampen lyste rummet op.
Jeg ved, at mange formodentlig ikke vil tro mig, når jeg skriver dette, men da jeg så efter brevet på mit skrivebord, lå det der ikke. Jeg troede trækvinden havde fejet det ned på gulvet, men jeg kunne intetsteds finde det. Det var som om det aldrig havde eksisteret og til sidst begyndte jeg næsten selv at tro, at jeg var midt i en drøm. Men nogle små røde lakrester på bordet vidnede med sammen med min forstand om, at det hele ikke var opspind.
Jeg havde med min telefon taget et fotografi af seglet på brevet og vidste, at der fandtes et tilsvarende på blykapslen i Seem Kirke. Derfor kørte jeg straks det blev morgen derud for at sammenligne dem. Jeg er ikke af en overtroisk natur, men ved dog, at det vi kalder kendsgerninger som mennesker, altid skifter, som tiderne skifter. Derfor var jeg åben for mysterier og mirakler omkring mig, men havde dog endnu aldrig lysvågen oplevet et og jeg var ikke fri for at kigge mig over skulderen og fare sammen ved den mindste anormale lyd.
Da jeg kom til kirken, var alt tyst, ikke en sjæl at se på kirkegården, graveren var endnu ikke mødt. Bag alteret lå relikvierne, som de skulle. Blykapslen med Skt. Gothardts ben var dog lidt mere åben, end jeg mente, at den sidst havde været. Måske var det synsbedrag, der skyldtes min ophidsede mentale tilstand, for hvordan skulle det være sket? Men på den anden side, tænkte jeg, hvordan skulle forbandelsesbrevet på mit bord kunne forsvinde ud i den blå luft?
Lettet over at relikviet i det mindste endnu var på sin plads, gik jeg ud af kirken i den tidlige septembermorgen, hvor varmen begyndte at tage fat og den sødlige duft af forfald fra naturen meldte sig som en undertone i den lette vind. Jeg gik ned til kirkegårdsdiget, satte mig, kiggede ud over engene og åen og tænkte over sagen. Domkirken kunne kun anes mod vest, da der lå en let tågedis over markerne. Min nat havde været lang og jeg faldt et øjeblik hen, så vækkede klokkernes morgenringning mig. Jeg skuttede mig på trods af varmen, for igen fornemmede jeg messeklokkerne blande sig.
Jeg rejste mig og gik mod parkeringspladsen, men studsede et øjeblik, idet jeg så mod den tilmurede kvindedør. Der stod den samme kvinde, som jeg havde set den dag, middelalderarkæolgen var på besøg. Hun havde lagt hånden på muren. Hjertet for op i halsen på mig. Jeg skyndte mig med hastige skridt afsted mod bilen og kørte fra parkeringspladsen med øjnene i side- og bakspejle. Hun var fulgt efter mig ned mod kirkediget, men ikke ud på parkeringspladsen.
Først da jeg var kommet til afkørslen mod Seemvej, blinkede jeg til højre og holdt jeg ind i rabatten og fumlede efter min mobiltelefon. Jeg ringede til graveren. Han var på vej til kirken. Jeg fortalte ham om det sære syn med kvinden, der havde holdt sin hånd mod den tilmurede kvindedør, men jeg fortalte ikke om baggrunden for min frygt. Graveren slog derfor naturligvis historien hen og sagde, at der så tit kom folk derude også på mærkelige tidspunkter. Han ville se efter hende og forsøge at få en snak med damen. Men jeg tror, han sagde det sidste for min skyld.
Hvorfor var jeg blevet så forskrækket, ved læseren naturligvis. Men hvad havde jeg egentlig set? Kvinden havde været ung, klædt i en lang kjole af brunt stof, ikke særlig fornemt, men noget i den hele fremtoning havde denne gang sagt middelalder til min underbevidsthed. Det var dog ikke det, som havde skræmt mig, men lænken hun havde haft på, som sad omkring hendes højre hånd og løb hen ad gruset mod kirkegårdsdiget. Jeg havde enten set kvinden, som havde forbandet sin forfører eller også var jeg blevet skør og så syner ved højlys dag.
Den 15. søndag efter trinitatis var der gudstjeneste i kirken. Det var to dage efter mit skræmmende syn. Da organisten og jeg ankom 25 minutter, før tjenesten begyndte, spurgte jeg graveren, om han havde talt med kvinden. Men han sagde blot, at hun måtte være kørt. Der havde ikke været nogen på kirkegården, da han var kommet. Jeg havde jo fortalt, sagde han, at hun var næsten ude af kirkegården, da jeg sidst havde set hende og han var ankommet 10-15 minutter efter vores samtale. Jeg pressede ikke yderligere på, for jeg troede ikke på, der ville være en naturlig forklaring på hændelsen.
Da jeg stod bag alteret for at børste præstekjolen, forsøgte jeg ikke at kigge ned i relikviegemmet. Da jeg alligevel så ned i den gamle tuftsten, forekom det mig, at blykapslen var åbnet en anelse mere. Jeg kunne nu skimte en af knoglernes lysebrune overflade.
Klokkerne ringede, da jeg stod foran alteret, men da det første af de ni bedeslag begyndte, lød der dunk på nordvæggens tilmurede kvindedør. Folk vendte sig og kiggede forbavsede derhen. Det lød så højt, at graveren rejste sig og gik ud af kirken for at se, hvad der var galt. Jeg havde en fornemmelse af, hvad det var som forstyrrede kirkegængernes andagt, men knælede alligevel ned under indgangsbønnen. Graveren kom ikke tilbage før prædiken. Han så fortumlet ud.
Efter gudstjenesten spurgte jeg ham, hvad der var sket. Han sagde, at han var snublet over noget på vej rundt om kirken og havde slået hovedet mod døren til tårntrappen, som havde stået åben. Han havde ikke set noget ellers, men det undrede ham, at døren til tårnet stod åben, for den plejede at være låst, og det var en rum tid siden nogen havde været deroppe, faktisk ikke siden de store reparationer af murværket nogle år tidligere.
Jeg tog præstekjolen af og bad ham gå med op i tårnet for at se om nogen var gået derop. Jeg havde simpelthen ikke mod til selv at gå derop. Vi kravlede op ad den smalle vindeltrappe og kom op i halvmørket, hvor klokkerne hænger. Der var ingen spor af besøg. Så åbnede vi den lille metalluge, som fører ind til kirkeloftet og kravlede ned på bræddegulvet. Heller ikke her var der noget. Graveren ville vende om, men jeg insisterede på vi fortsatte. Jeg gik forrest hen til rummet over alteret, som var lidt af et rodet pulterkammer. Vi kiggede rundt derinde. Her havde messeklokkerne hængt i en anden konstruktion engang i middelalderen, tænkte jeg. Pludselig kaldte graveren på mig. Han stod med et brev i hånden, nej, ikke bare et brev, men brevet fra helgenkalenderen. Jeg spurgte, hvor han havde fundet det og han viste mig en forstyrret plads i støvet helt ude ved kanten af rummet – lige over relikvierne.
Jeg fandt på en historie om, at vi skulle lægge det tilbage, hvor han havde fundet det. Jeg sagde, at jeg ville kontakte museet og få en af medarbejderne til at komme derud. Det var vigtigt, at de så det nøjagtige sted for fundet, påstod jeg. Graveren accepterede mine løse argumenter og lagde det tilbage, hvor han havde fundet det, og vi gik ned igen.
Jeg havde ikke turdet ikke fjerne det. Jeg havde ingen lyst til at have brevet hjemme og jeg syntes det ville være umoralsk at lade den uvidende graver tage det med hjem. Men jeg var sikker på, at forbandelsen virkede som en magisk magnet, der langsomt åbnede Stk. Gothardts blykapsel. Jeg var alt for bevidst om, at der ville ske noget, når kapslen var helt åben, men vidste ikke, hvor hurtigt det ville gå, eller hvad der ville ske.
Da jeg kom hjem på mit kontor, åbnede jeg galleriet i min telefon for at se på seglet. Der måtte være en vej gennem det til forståelse af det, som skulle se – hvad det var, som var sluppet løs efter århundreders indespærring i relikvieskrinet, måtte kunne læses ud af den magt som forseglede forbandelsen og gav den kraft, når dets segl var brudt. Jeg fortrød bitterligt, at jeg havde sagt ja til at vise middelalderarkæologen relikvierne. Nu måtte jeg bide i det sure æble.
På seglet så man en kvindeskikkelse, der red på en ulv. Tømmen var en slange og kvinden havde en ormetunge, dvs. en ”ond tunge”, som hang unaturligt langt ud af hendes mund.
Det var tydeligt hedensk i sin oprindelse, men altså brugt i 1300-tallet. Jeg gik ind i vores bibliotek og kiggede på hylderne. Intet i Troels Lunds ”Dagligt liv i Norden”. Men efter nogen tid kom jeg til at tænke på Grundtvig. Jeg fandt Grundtvigs nordiske mytologi frem og kiggede i forskellige afsnit om den onde side, jætterne. Efter nogle timer var jeg heldig. Seglet forestillede jættekvinden Horrokin på vej til guden Balder begravelse. Den onde tunge var forbandelsens ophav, drabet på manden var hendes kraft. Nu forstod jeg, hvorfor der var to knogler i blykapslen. Den ene var Horrokins.
Jeg gik ud og hentede min favoritportvin, Taylors Port, tændte alt lys på mit studereværelse inklusive det kirkelys, som jeg havde fået fra Seem Kirke, da det var brændt så meget ned, at vi ikke kunne bruge det på alteret. Klokken var kun lidt over otte. Udenfor var vægteren kommet med en flok turister. Han fortalte om huset her bag ham. Lutter vante lyde.
Jeg forsøgte i de følgende timer at rekonstruere begivenhederne for 700 år siden. Det var kun en hypotese, men skulle der ske mig noget, så skulle en eventuel ulykkelig efterfølger ikke begynde på bar bund. Jeg formodede, at den katolske præst i Seem, som ingen i dag kendte navnet på, måtte have vidst, hvad denne forbandelse betød. Han havde fundet den onde genstand, som formodentligt havde været lagt i forførerens hus for der at virke sammen med forbandelsesbrevet. Kvinden må have foretaget forbandelsen, før hun var blevet lænket til kirken som troldkvinde. Hun var ikke blevet slået ihjel, fordi hun var gravid, men da hun havde født eller aborteret, blev hun dræbt og begravet udenfor indviet jord bag kirkegårdsdiget mod nord. Barnet som kan have været dødfødt på grund af den hårde behandling, hun havde været udsat for, blev så begravet sammen med hende. Genfærdet af kvinden, som jeg havde set ved den tilmurede kvindedør, var så blevet vækket, da Skt. Gothardts relikvie blev åbnet – eller måske, da jeg brød seglet eller måske begge begivenheder i fællesskab. Hun blev så vækket af sin søvn i graven og fik, den dag jeg mødte middelalderarkæologen, sin gang mellem graven og den dør, hun måtte ind ad for at få fat på forbandelsens artefakt i relikviegemmet. Den dør var blevet lukket i 1500-tallet, så hun kunne åbenbart ikke overskride tærsklen.
Brevet, som på et tidspunkt var kommet fra præstens efterladenskaber og var landet i katedralskolens gamle helgenkalender, var på grund af åbningen af blykapslen omkring det middelalderarkæologen og jeg mente var Skt. Gothardts knogler, blevet aktiv igen og havde søgt sin genstand. Det, som ville ske, når de to genstande igen mødtes, var klart: Forbandelsen fra Horrokin ville finde efterkommere af forføreren og dræbe dem med Horrokkins ”onde tunge”.
Problemet var, at jeg ikke vidste, hvem denne slægt var, og i alle tilfælde ville efterkommerne være spredt ud over hele landet, ja måske over hele verden, måske var jeg selv efterkommer eller mine børn gennem min kones slægt? Hvem var ikke i familie med hinanden efter 700 års forplantning og ægteskaber? Skulle forbandelsen virke og dræbe, ville jeg aldrig kunne vide det eller bevise det, for der skete jo tusindvis af dødsfald blandt mænd i verden hver dag, men der kunne være tale om tusinder, hundredtusinder af ofre.
Kirkens øvrige relikvier havde bevogtet dette onde forbandelsesrelikvie, og på et tidspunkt i 1300-tallet havde man forøget vogternes antal for at deres overskydende gode gerninger skulle kompensere for sognets ondskab. Nu var seglet brudt, og der ville snart ske noget forfærdeligt, frygtede jeg.
Der lød seks slag fra Domkirkens stormklokke. De bragte mig tilbage til virkeligheden, som var et næsten nedbrændt kirkelys og en helt tømt portvinsflaske. Jeg kunne ikke komme videre, mine tanker kørte i rundkreds, mit hoved gjorde ondt. Jeg gik i seng.
Næste dag besluttede jeg, at jeg ville ignorere det hele. Det var for vanvittigt. Jeg ville stole på min sunde fornuft og trøstede mig trods mine oplevelser med, at der jo ikke var andre der havde set eller oplevet noget overnaturligt.
Vinteren gik og foråret kom, kapslen var næsten helt åben nu. Skulle jeg fjerne brevet? Jeg turde ikke tale med nogen om disse ting, da man helt sikkert ville antage mig for vanvittig og spærre mig inde på Spangsbjerg. Men for hver dag der gik, stod det stadig klarere for min samvittighed, at jeg ikke kunne udsætte handling længere. Der var to ting, som åbenlyst måtte gøres. Kvinden og hendes barn skulle begraves i indviet jord og brevet og forbandelsesknoglen skulle tilintetgøres.
Mit store problem var, at hvis jeg gjorde nogle af disse ting ville jeg blive anklaget for en forbrydelse og måske blive sat i fængsel, i hvert fald få en bøde og blive afskediget. Jeg udskød beslutningen.
28. april om morgenen ringede graveren til mig. Glasset på relikvieskrinet var sprængt. Han gættede på hærværk. Der havde været flere tilfælde af hærværk mod kirker på landet i det sydvestjyske i den senere tid. Jeg snakkede ham efter munden og lagde på. Jeg spurgte om blykapslen. Den var forsvundet. Knoglen? Den var også væk, men de øvrige relikvier lå der endnu. Han havde anmeldt hændelsen til politiet, og de ville komme forbi senere på dagen for at optage en rapport.
Jeg ventede med tilbageholdt åndedræt de næste dage. Aviserne fortalte om en epidemi. Den ramte ældre mænd. Man spekulerede fra avisens side om det var eftervirkninger af de manglende influenzavacciner, som var sparet væk af kommunen. Men man vidste intet. Lægerne var tavse. Det eneste de kunne konstatere var, at hjertet holdt simpelthen op med at slå på ofrene. Der var ikke symptomer på dette fænomen, kunne lægerne hjælpeløst konstatere. Også i Ribe var der døde – og i Seem Sogn. Det var først ældre, men som dagene gik blev ofrene yngre og yngre. Jeg måtte handle nu, fængsel eller ej.
Da skumringen var faldet på den 4. maj året efter det hele begyndte og folk igen sad og fejrede frihedsbudskabet fra 2. Verdenskrig med lys i vinduerne, stillede jeg min cykel op ad kirkediget. Jeg fandt nøglen til graverens værksted frem og fik fat på en spade og en skovl. Så gik jeg op til den tilmurede kvindedør og målte ud fra dens venstre side en lige linje ud mod kirkegårdsdiget. Det var normalt, at syndere havde været lænket til kirkens ydermur til spot og spe for ærlige folk og både den omstændighed, at der var tale om en kvinde og at engområdet nord for kirken i middelalderen havde været en sø, hvorpå man sejlede til kirke fra Varming, gjorde jeg antog graven måtte findes her.
De første spadestik var hårde, for jeg skulle gennem græs og gamle rødder, men efter en tid kom jeg til sandlag, og nu gik det lettere. Ved firetiden om morgenen, da fuglene begyndte at synge, ramte min spade noget hård. Jeg tog min lommelygte frem og rodede forsigtigt med den højre hånd i jorden. Det var knogler. Jeg samlede dem, så godt jeg kunne. Spædbarnets knogler var der intet tilbage af, så vidt jeg kunne se i det tiltagende dagslys. Jeg lagde alle knogler i et medbragt lagen og bar dem op på kirkegården. Min krop gjorde ondt overalt. Jeg havde ikke gravet sådan i flere år, ja årtier, ikke siden jeg var soldat. Men nu gjaldt det igen. Jeg satte spaden i jorden. Der var mange ledige pladser på kirkegården og jeg havde valgt en plads så tæt på kvindedøren som muligt. Jeg tog forsigtigt græstørvene af. De skulle bruges til at skjule begravelsen. Graven blev ikke de traditionelle ni fod.
Jeg svedte voldsomt, klokken nærmede sig syv og graveren ville snart dukke op. Da jeg var fire fod nede, besluttede jeg, at det var nok. Jeg lagde bylten med knogler i jorden. Læste lovprisningen foretog jordpåkastelsen, bad Fadervor og lyste velsignelsen. Så plukkede jeg nogle blomster fra en nærliggende grav, lagde dem på knoglerne og kastede graven til. Græstørvene lagde jeg på og syntes ikke, man kunne se, her havde været gravet. Forundringen over det store hul udenfor kirkediget skulle nok også tage opmærksomheden fra dette.
Nu var den ene del af forbandelsen afsluttet, regnede jeg med. Jeg gik møgbeskidt og svedende op til døren til kirketårnet, hvor klokkerne i det samme slog otte og startede morgenringningen med den ildevarslende klang af messeklokker. Forpustet nåede jeg op af vindeltrappen og ind over kirkeloftet.
Dér lå både brev og relikvie, blykapslen for sig selv lidt længere væk. Jeg lagde dem i en taske og sneg mig lydløst ned. Graveren var kommet og var ved at sætte kaffe over på sit kontor. Udenfor hans synsvidde fandt jeg vej til min cykel og kørte ind ad skovstien. Midt i skoven standsede jeg. Jeg tog brevet og knoglestumpen frem og lagde det på nogle tørre blade, tog mine tændstikker frem og satte ild til, mens jeg bad Fadervor og sagde trosbekendelsen. Både pergament og knogle blussede hurtigt op, og inden der var gået fem minutter, var der kun aske tilbage. Jeg samlede forsigtigt asken og, bar det ud til skovkanten i et lommetørklæde og rystede det ud, så det spredtes med vestenvinden.
Hjemme igen faldt jeg fuldstændig udmattet om på min seng. Min kone var taget på arbejde og må have undret sig over, hvor jeg havde tilbragt natten. Det kunne der ikke gøres noget ved. Jeg faldt hen i en dyb søvn, drømte forvirret om en forbandelse, som forfulgte mig og vågnede først hen på eftermiddagen. De næste par dage fulgte jeg spændt rapporterne om epidemien. Den var hørt op. Siden jeg havde brændt knoglerne, var der ikke hændt nogen dødsfald af det mystiske hjertestop.
Jeg var igennem flere måneder et rystende nervevrag. Så besluttede at nedfælde disse begivenheder. For måske er der mere kirkens vogtere beskærmer os mod end Horrokins forbandelse. Da middelalderarkæologen igen for nogle år siden ringede til mig for at få adgang til relikviestenen undskyldte jeg mig med, at nøglen til skrinet var forsvundet. For der sker mere mellem himmel og jord end nysgerrige og uvidende middelalderarkæologer går og tror, når de åbner for historiens lukkede låger.

Møder i Skallebækhus Tirsdage 10.00-11.30
17.9 Sognepræst Ole Witte Madsen, Vilslev fortæller om sin slægt i Børsmose, som han har skrevet en bog om.
22.10 Søren Mulvad: ”Christoffe Nielsen Bondegård, Varming og hans oplevelser.”
19.11 Torben Bramming læser fra ”Voksdukken og andre overnaturlige fortællinger fra Ribe.

Gudstjenestetider
September
1. September 11.s.i trinitatis kl. 10.00 Signe Von Oettingen, kirkebil
8. september 12. s.i. trinitatis henvises der til Domkirken
15. september 13. s.i.trinitatis. Høstgudstjeneste kl. 10.00 Torben Bramming, kirkebil
22. september 14. s.i trinitatis henvises der til Domkirken
29. september 15. s.i.trinitatis kl. 10.00 Signe von Oettingen, kirkebil

Oktober
6. oktober 16. s.i. trinitatis henvises der til Domkirken
13. oktober 17. s.i trinitatis henvises der til Domkirken
20. oktober 18. s.i trinitatis kl. 10.00 Torben Bramming, kirkebil
27. oktober 19. s.i trinitatis kl. 10.00 Torben Bramming, kirkebil

November
3. november Alle helgensdag kl. 10.00 Signe von Oettingen, kirkebil
10. november 21. s.i.trinitatis henvises der til Domkirken
17. november 22. s.i trinitatis kl. 10.00, Torben Bramming, kirkebil
24. november 23. s.i trinitatis henvises de til Domkirken
December
1. december 1. s.i advent kl. 10.00 Signe von Oettingen, kirkebil
8. december 2. s.i advent henvises der til Domkirken
15. december 3. s.i advent kl. 10.00 Torben Bramming, kirkebil
23. december 4.s.i. advent henvises der til Domkirken
24. december Juleaften kl. 15.30 Signe von Oettingen
25. december Juledag kl. 10.00 Torben Bramming, kirkebil
26. december 2. juledag henvises der til Domkirken
29. december julesøndag henvises der til Domkirken

Januar
1. januar Nytårsdag kl. 16.30 Torben Bramming, kirkebil – efter gudstjenesten kransekage og hvidvin
5. januar Helligtrekongers søndag henvises der til Domkirken
12. Januar 1. s.e. helligtrekonger henvises der til Domkirken
19. januar 2. s.e. heligtrekonger kl. 10.00 Signe von Oettingen, kirkebil
26. januar 3. s.e. Helligtrekonger kl. 10.00 Torben Bramming, kirkebil

Seem Kirke
Menighedsråd
Klaus Petersen er stoppet i menighedsrådet, i stedet er Thomas Risom trådt til.
Organist
Lars Ole Mathiasen er ansat som organist fra 1 okt.
Lapidariet
Som omtalt i sidste nr. af Byhornet nedlægges lapidariet.
Der står gamle gravsten i lapidariet, hvis du har ønske om at få gravsten hjem, som tilhører din familie, er du velkommen til at kontakte graver, Gert Nielsen på tlf. nr. 24 40 42 85, vedr. dette senest den 31 dec. 2019. De resterende gravsten fjernes efter denne dato.

Udd. Kirkesanger
Petra Madsen er uddannet kirkesanger, og vil afløse i kirken ved behov for dette.  Seem Menighedsråd, Aug. 2019

Havemarked
Ribe Havekreds afholder Havemarked den 8. Sept. Kl. 10-13 hos Margrethe og Jens Christian, Munkevej 13, Faurholt. Der er forskellige stande med haverelaterede planter og ting. Der kan købes kaffe og bolle med pålæg. Ribe Havekreds, Margrethe Jensen

                  MØDESTEDET
v/ Ester Kjær, tlf. 74 86 71 79
Pensionister fra Spandet, Roager, Høm og Seem.
Mødested:  Spandet gl. Skole, Arnumvej 9,6760 Ribe.
Mødedag: Torsdag fra kl. 14.00 til 17.00

Sæson - 2019 – 2020
2019
12. sep. Husk udflugt!
Turen går til Randbøldal og Jelling, se omdelte indbydelse.
10. okt. Edith Steffens, Gørding, fortæller om
    ”Min barndom på Broager børnehjem”.
24. okt. Kommer en advokat fra advokatfirmaet Rohrsted, Ribe, og
     fortæller om arveret m.m.            
7. nov. Richard Kværnø om fortæller sin families udvandring til        Canada.
21. nov. Klaverstemmer Christian Skov, Arnum, fortæller om sit
     spændende arbejdsliv trods stærkt nedsat syn.
5. dec. Julefrokost kl. 12
Underholdning ved Ribekoret. Derefter pakkelotteri
2020
16. jan. Nytårskoncert med Pia og Ovin, Vejen.
30. jan. Mogens Osborn, tidligere leder af politistationen i Ribe,
        fortæller om 30 år ved politiet.
13. feb. Markering af 100 året for Genforeningen ved lokale kræfter.
27. feb. Folketingspolitiker Hans Chr. Schmidt fortæller om sit
  begivenhedsrige liv, ledsaget af musik og sang.
12. mar. Forårsfest med middag kl.12 afholdes i år sammen med  Spandet Pensionistforening. Underholdning ved Højer  frivillige Brandværnsorkester.
26. mar. Generalfors. med sædv. dagsorden med kaffebord og banko.

Brugerrådets telefonnumre:
Ester Kjær   74867179
Hans Chr. Bruhn  74867307
Elsebeth Meyer  41981950
Johanne Petz   30329521
Maja Olesen   74867136

Brugerrådets motto: Oplysning-Opmuntring-Omsorg.

O.B.S.!!

Gymnastik og hyggeligt samvær i Skolen.
Vi starter pensionistgymnastik
Onsdag d. 2. okt. Kl. 9.00 ved Lis Holdt.
Kl. 10.00 er der kaffe og hyggeligt samvær samt fællessang, bobspil, kortspil og rummikub.
Alle, der har lyst til en aktiv og hyggelig formiddag er velkomne til at deltage, også mændene.
I sommerhalvåret er der mulighed for at spille kroket hver
tirsdag kl.14.00, køller og kugler kan lånes.
Der kan også spilles petanque, kuglerne kan lånes i skolen.
Banerne er nyistandsat, alle kan bruge banerne hele ugen.

Vel mødt!!
“Brugerrådet”

Gåtur
For at kunne se årstidernes skiften, besluttede vi efter gåturen i august at gentage turen til efteråret. Det bliver den 27. okt. kl. 14. Vi mødes på hjørnet af Varmingvej og Verming Vesterby, man er velokkem til at tage kaffe og kage med. Alle er velkomne.

Skallebækhusets aktivitetsforening
Kære alle!
Jeg håber, at I har haft en god sommer!
På følgende datoer er der strikkeaftener i Skallebækhuset: 4/9 - 18/9 - 3/10 - 17/10 - 4/11 - 18/11 - 3/12, alle aftener fra 19.30.
Alle er velkomne!
Skallebækhuset sættes til salg, og vi er sagt op fra januar 2020, så må vi se, hvor vi så kan være.    Pfv Bodil Brunsgaard

 

Jagthistorier
I et udateret avisudklip i Historisk Arkiv fortæller Andreas Nørgaard, forfatter til bogen ”Træk af Seem Sogns Hjemstavnshistorie,” følgende:
Min Bedstefar, der var født 1797 var en ivrig Fisker, ligesom han satte Sakse for Ræve, især efter at han var gået på aftægt.
Da han en Morgen gik ud for at se, om Ræven var gået i Saksen, fandt han Mikkel fanget, gav den én for Panden, og mente, den hermed var død. Hjemme lagde han den døde ræv fra sig og gik ind for at spise Davre sammen med Bedstemor. Men allerbedst som de sad og spiste, hørte de et vældigt Spektakel ude i Køkkenet. Da de kom derud, så de Mikkel oppe i Tallerkenrækken, hvor den havde lavet et værre Rabalder, og så kan det nok være, at den fik én på Sinkadusen, så den ikke kom til Live mere.
Den anden Historie foregik på en enligt beliggende Gård i Vintertiden, hvor det kniber for Harerne at finde Føden, og så lister de ind i Haverne til Kålene. En Karl, der tjente på Gården, sad, som det den Gang var almindeligt for en Jæger, på Lur i Stalden, han havde opdaget Haren i Kålene, men til hans store Ærgrelse kunne han ikke ramme den. Folkene på Gården fik da fat i et Katteskind, som de udstoppede og satte ud imellem Kålene, så det lignede en Hare. Da Karlen fik Øje på Dyret, blev han så begejstret, at han løb ind efter de øvrige Folk og sagde: ”Stille, Mor! Hun sidder dér!”, hvorefter han skød Bøssen af, og ”Haren” styrtede om. Men stor var hans Forbavselse, da han så, det var en udstoppet Kat.

Nyt fra UIF
De sidste regninger fra sportsfesten er nu kommet, og resultatet er et overskud på ca. 10.000 kr. Vi ønsker at gøre det endnu bedre, derfor søges der fonde, så vi kan få vores eget telt og slippe for den udgift.
Vi skal gerne have noget underholdning til sportsfesten næste år. Sidder du med nogle gode ideer, kunne tænke dig at være med eller måske være instruktør, så kontakt Anne Imhoff på tlf. 2251 3236
Oversigt over trænerkontakt og trænings tider:
Damehold: Træner Jacob Knudsen tlf. 6017 1495. Der trænes mandag og torsdag fra 19 -20.30.
7 mands herrer: Holdleder Tom Højtoft Pedersen tlf. 6048 9722. Der trænes ikke, spilles kun kampe.
11 mands serie 3: Træner Niels Larsen tlf. 4033 2493. Der trænes tirsdag og fredag fra 19-20.30.
Børnefodbold/leg fra 2-6 år: Træner Rasmus Karkov tlf. 6128 2623. Der trænes tirsdag fra 16.30-17.30
Vi kunne tænke os at have nogle timer med sjov og leg i gymnastiksalen i vinter, med alle vores skønne børn. Det kan være alt fra gymnastik og boldspil, til rytme og dans. Kunne du tænke dig at være tovholder på dette projekt eller har ideer til, hvordan vi gør dette så kontakt Kathrine på 6048 9721.
Høstfest Lørdag den 14/9 med fællesspisning. Tilmelding til Stig på 2270 7112 eller Kathrine på 6048 9721. Der kommer sedler rundt i postkassen.      kh

Et glemt ord
Der glider jævnthen ord ud af sproget, ofte ord, som er knyttet til handlinger, som ingen længere foretager sig. Ved kørsel med heste kaldte man den venstre hest den nærmer (på nogle dialekter den tilhånds) og den højre den fjærmer (den frahånds). Men nu er hestevognskørsel forbeholdt ganske få, og ordene er gået i glemsel.. Det samme er tilfældet med ordet skellig, som kun har overlevet i den faste vending at gøre ret og skel. Ordet bruges måske endnu i sammenhængen ”der er ingen skellig grund til ...”, men det høres kun sjældent nu. Det rette indhold er billig, gyldig, tilstrækkelig, med føje, lovlig eller velbegrundet.    sm

PRÆMIESPIL
Maj:   Juni:
1. Brian Ebsen  Jens P. Sørensen
2. Marlene Aaskov Ketty Hansen
3. Svend Beier  Janne Nielsen
-  Mogens Blom Hans Nørregaard
-  Gitte Ebsen  Egon Møller
-  Magnus Hansen Karoline Jespersen
-  Carsten Rask Mark Wind
-  Johnny Iversen Mads Sandberg
-  Nadja Jørgensen Jeppe Hansen
-  Emil Højholdt Lek Andersen
-  Julie Imhoff  Pernille Pedersen
-  Rita og Egon Keld Georgsen
-  Susanne Autzen Simon Mørk

August:    September:
1. pr. Inge og Leif Schmidt  Carsten Rask
2. pr. Kirsten Møller   Mogens Johansen
3. pr. Henrik Erichsen   Erik Høegh
- Paul W. Olsen   Jørn Morthorst
- Erik Høegh    Henry Tønder
- Annette Sjøgren   Lek Andersen
- Jeppe Chr. Hansen   Stella S. Jensen
- Ulla Sørensen   Allan Sørensen
- Gunnar Stokbæk   Flemming Johansen
- Ronald Rasmussen   Vibeke Nykjær
- Jette Olesen    Rita og Egon
- Niels Christensen   Aksel Poulsen
- Hans J. Ebsen   Line Hein Thomsen

 

Pave Frans
”Vi lever i en verden af fornærmelser og mangel på harmoni. Der er dem, der har for meget, og dem, der ingenting har. Der er dem, der lever 100 år, og dem, der ikke engang kan blive født. Folk leder efter hurtige løsninger, - en hurtigtvirkende pille efter den anden for at føle sig i live. I computerens tid, er det distancen, der regerer. Jo flere ”sociale” medier, desto mindre sociale bliver vi. Det er Helligånden, der binder os sammen, ikke de ”sociale” medier.” (Kr. Dgbl. 12/6 – 19)

 

 

 

Tag med toget
Vi skal til at vænne os til at tænke anderledes, når vi skal med toget. Førhen rejste man til Bramming og ventede måske på forbindelse østpå, og ligeledes, når man skulle retur. Der var altid ventetid i Bramming. Det behøver man ikke længere. Busrute 135 kører fjorten daglige ture til Vojens, hvorfra der er rigtig mange togforbindelser både mod nord, øst og syd, og lige så mange retur. Skal man have gæster fra København, behøver man ikke køre i egen vogn til Bramming og hente dem, - de kan gnidningsfrit tage rutebilen til f.eks. Skallebæk, og rejser man på rejsekort, er bilturen nærmest gratis.
Frem for at rejse udenlands med fly og derved bidrage til luftforureningen, kan enhver købe et Interrail-Pas af forskellig varighed, hvorpå man kan rejse med tog i 31 europæiske lande. Mærkværdigt nok er salget af interrail-pas faldet ret meget. I 2016 blev der solgt lidt over 5.000 pas, mens der i 1980 blev solgt 30.000 pas. Rejser med tog forurener mindre end flyrejser og giver større komfort og bevægelsesfrihed undervejs. Oveni kommer, at man ikke har besværet med at komme til og fra lufthavnene, der ofte ligger langt fra bycentrene.       sm

Latin
Det hedder sig, at den lutherske kirke ved reformationens indførelse 1536 afskaffede latin som gudstjenestligt sprog. Et nærmere studium af dette emne afslører, at afskaffelsen ikke gik så gelinde, som det lyder til. Oprindelig beholdt man den latinske messe i danske kirker på de tre højtider: jul, påske og pinse. Sprogets højtidelige klang forekom sikkert lovgiverne at være andægtigt. Alle gejstlige, selv degnene skulle fremdeles kunne latin, måske mest for at adskille dem fra lægfolket. År 1562 bestemtes det, at fynske degne hver søndag skulle synge ”Officium og Alleluja” på latin for at ”ikke Lægfolk skulle tilegne sig deres Embeder”. I skolerne, d.v.s. latinskolerne blev der dagligt holdt bøn, sang og prædiken på latin. Endnu i vore dage kan en provsteindsættelse foregå delvist på latin.  sm